Vedtægter

§ 1. Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er Kolding Salsa Forening. Forkortet Kolding Salsa. Dens hjemsted er Kolding kommune. Foreningen er stiftet på generalforsamling den 7 april 2003.

§ 2. Foreningens formål

Foreningens formål er at arbejde for udbredelse af kendskab til salsa og andre latinamerikanske danse og den dertil hørende musik. Dette gøres ved at arrangere salsaundervisning og andre arrangementer, samt koordinere og informere omkring salsa arrangementer andre steder.

Drop-in salsa er beregnet på at give en forsmag på dans, og forudsætter ikke medlemskab af foreningen.

§ 3. Medlemsforhold

Som medlem kan optages enhver, som har interesse for sagen, og som vedkender sig foreningens vedtægter.

Eksklusion kan ske såfremt bestyrelse finder anledning dertil. Det ekskluderede medlem kan anke afgørelsen på førstkommende ordinære generalforsamling.

§ 3.1 Medlemsskab

Medlemsskabet giver adgang til salsafester, undervisning og specielle arrangementer som ligger uden for drop-in-salsaundervisning med rabat.

Medlemsskabet betales for et helt år af gangen, og gælder fra d. 1/1 til d 31/12. Dog kan man få det til halv pris, hvis man køber det i tidsrummet d. 1/7 til d. 31/12.

Kontingentet fastlægges på generalforsamling.

§ 4. Foreningens ledelse

Foreningen ledes af en bestyrelse på syv medlemmer, der alle vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen ved valg af en formand, en næstformand og en kasserer.

For så vidt at antallet af bestyrelsesmedlemmer ikke når syv på generalforsamlingen, er bestyrelsen bemyndiget til at supplere sig med nye medlemmer, hvis valg dog skal godkendes af den nærmeste følgende generalforsamling.

Et forslag, der er fremsat til drøftelse på et bestyrelsesmøde, kan, når et flertal af bestyrelsens medlemmer er fremmødt, vedtages ved simpelt stemmeflertal.

Regnskabsåret går fra den 1/1 til den 31/12.

Foreningen forpligtes ved underskrift af to (2) bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden.

§ 5. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, afholdes hvert år i april. Dato for afholdelse af generalforsamling indvarsles på foreningens hjemmeside (www.koldingsalsa.dk), samt andre elektroniske medier, hvortil foreningen har uhindret adgang.

Indvarsling sker senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeberettigede er alle fremmødte medlemmer, der har betalt kontingent. (Endags medlemskab gælder IKKE).

Ikke medlemmer har kun adgang til at overvære generalforsamlingen, såfremt generalforsamlingen godkender dette. Valgte medlemmer til bestyrelsen, der ifølge §5 er på valg, men som er forhindrede i at være til stede på generalforsamlingen, kan genopstilles, såfremt de ved skriftlig accept har indvilget i at lade sig genopstille. Valgbart er ethvert medlem.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal minimum omfatte følgende punkter:

1. Vælg af dirigent

2. Valg af referent

3. Bestyrelsens beretning

4. Fremlæggelse af regnskab og budget

5. Kontingent

6. Behandling af indkomne forslag

7. Valg:

– 7 Bestyrelsesmedlemmer

– 2 Suppleanter

– 1 Revisor og revisor suppleant

Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen.

Alle personvalg sker ved håndsoprækning.

Alle afgørelser, med undtagelse af vedtægtsændringer afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Vedtægtsændringer kræver 2/3 at de fremmødtes stemmer. I tilfælde at stemmelighed er forslaget bortfaldet. I tilfælde af stemmelighed ved personvalg foretages omvalg. Er der fortsat stemmelighed foretages lodtrækning.

Punkter til §5.6 skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før general forsamlingen.

Enhver lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Dette gælder for såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling.

Der skal foretages referat af generalforsamlingen og referatet underskrives af dirigenten.

§ 6. Ekstra ordinær generalforsamling

Et flertal i bestyrelsen eller mindst ¼ af foreningens stemmeberettigede medlemmer kan begære afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling med angivelse at grunden hertil. Bestyrelsen skal indenfor 14 dage indkalde med mindst 7 dages varsel til ekstraordinær generalforsamling.

§ 7. Foreningens ophør

Beslutningen om foreningens ophør kan kun træffes på en med det formål særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Det kræves, at ⅔ af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget om ophør. Opnås et sådant flertal ikke, indkaldes der til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor ovennævnte beslutning kan træffes med almindeligt stemmeflertal, uanset hvor mange stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

Ved foreningens ophør anvendes en eventuel kassebeholdning til at finansiere et salsa-arrangement; fest, musik, spisning eller andet, afgørelsen herom træffes på generalforsamlingen ved simpelt flertal. Dog kan generalforsamlingen beslutte at den del af kassebeholdningen der består at indbetalt kontingent fra medlemmerne skal udloddes ligeligt til medlemmerne. Beslutningen herom træffes tillige ved simpelt flertal.